02/07/2024 0 Kommentarer
Café kaffetid - et hyggeligt samlingssted for alle der har lyst
Café kaffetid - et hyggeligt samlingssted for alle der har lyst
# Nyheder
Café kaffetid - et hyggeligt samlingssted for alle der har lyst
Det er mandag d. 15. januar 2024 – første hverdag efter en fantastisk, historisk og samlende dag for Danmark, hvor Danmark fik ny konge, og snakken går da også allerede i entreen til konfirmandstuen i Gudme sognegård.
“Sikke den dag, hvor var det smukt”
“Marie kunne nu godt have deltaget”
“Ja, jeg havde jo forudset det”. “ Virkelig – havde du det”
Lene ønsker godt nytår og byder velkommen, og så sætter de 2 herrer og 10 damer sig rundt om det fint pyntede bord. Der serveres boller og lagkager. Den ene lagkage med Kongens monogram sirligt udført i chokolade.
Der hygges, snakkes og strikkes, og mange samtaleemner bringes på banen.Der tales om film og bøger, om vejret og vejene, om krig og fred og meget mere. Sangbøgerne kommer også frem, og der er mange forslag. Der synges i dag selvfølgelig først fædrelandssange men derefter også mange andre gode sange. Der har også tidligere været spillet forskellige spil, hvis der har været stemning for det. Der er ikke nogen fast form for eftermiddagen; der lægges vægt på, at alle føler sig godt tilpas med at være der.
Alle kender hinanden – nu. Det har de ikke altid gjort, men netop ved at mødes et sted som dette, lærer man nye mennesker at kende på en dejlig uformel måde. En af deltagerne fortalte mig, at hun havde haft opfordret flere til at komme, hvortil en havde svaret: “Jamen, er det ikke sådan noget “helligt” noget, når det er i præstegården ? “ Det foregår i Sognegården, og det er ikke “helligt” Det er hyggeligt, og det eneste, det kræver af en, er at man interesserer sig for at mødes med andre mennesker.
Alle er velkomne, og man mødes hver anden mandag (i ulige uger) kl. 14.30-16.30 og det er gratis. Kagebagningen går på skift i en lille udvalgt gruppe, og udgifterne dertil afholdes af menighedsrådet.
- Skrevet af Vivi Lersey
Kommentarer