02/07/2024 0 Kommentarer
Splinten i broderens øje og bjælken i dit eget
Splinten i broderens øje og bjælken i dit eget
# prædikener
Splinten i broderens øje og bjælken i dit eget
EVANGELIET
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
PRÆDIKEN
En af de fortællinger, der rager godt op i det gamle testamente er fortællingen om David, der går fra at være en lille hyrdedreng til at blive en legendarisk og stor konge for jøderne. Fortællingen om, hvordan han nedkæmper Goliat og dermed frelser sit folk fra trældom under filistrene er kendt af de fleste. Der var tale om en ganske ulige kamp mellem denne spinkle hyrdedreng og den store kriger. Men her som i mange andre tilfælde gør David det rigtige, og der er ingen tvivl om, at han i mange henseende har Gud på sin side, og at han er Gud en god tjener.
Men på et tidspunkt går det galt for ham, nemlig da han ser sig varm på en kvinde ved navn Batseba, som egentlig er gift med Urias, en af Davids hærførere. Der opstår således et klassisk trekantsdrama mellem de to mænd og kvinden. David vælger at sende Urias i krig og placere ham i en udsat position, en uriaspost, hvor han bliver slået ihjel. Dernæst tager David Batseba til sig, hun bliver gravid og føder ham en søn. Det er en ugerning, som profeten Natan bebrejder ham, hvilket vi hører i den første læsning.
Natan fortæller om en rig og magtfuld mand, som ganske ubarmhjertigt vælger at slå en fattig mands eneste lam ihjel, fordi han ikke selv nænner at dræbe et af sine egne. Det virker hensynsløst og dybt forkasteligt - også for David. Hvordan kan sådan en rig starut tillade sig at bryde ind i den lille mands verden og tage det, der retteligt tilhører den fattige? David bliver rasende og udråber dødsdom over den rige, hvortil Natan blot kan tilføje: Du er manden, David.
David har tilsyneladende ikke blik for, at Natan taler om David selv, og at det netop er kongen, som i sin selvcentrerede ubarmhjertighed netop har begået nøjagtig den samme ugerning som den rige mand ved at frarive Urias sin hustru. David er i ordets bedste forstand en hykler, når han på den ene side erklærer dødsstraf over den, der frarøver en fattig mand sin retmæssige og elskede ejendom, mens han samtidig selv stjæler andres koner og slår rivalerne ihjel. Der er en dobbelthed i den måde, som han agerer på. Han har travlt med at finde fejl og dømme andres handlinger, men på intet tidspunkt retter han blikket indad og gør status over sin egen måde at agere på. På intet tidspunkt indser han, at historien om den rige mand i grunden handler om ham selv. David er med andre ord blind overfor de ugerninger, som han selv begår.
At vi som David kan være hurtige til at fælde domme over andres ugerninger og samtidig være blinde for det onde, vi selv gør, er et centralt tema i evangeliet til i dag. Jesus begynder med en formaning om, at vi skal være barmhjertige på samme måde, som Faderen er det. Grundtanken i dette afsnit er, at vi høster det, vi sår. Hvis vi dømmer andre, bliver vi også selv dømt. Fordømmer vi andre, bliver vi selv fordømt. Men hvis vi derimod vælger at tilgive, så vil vi også selv få tilgivelse. Umiddelbart herefter følger to lignelser. Den første lignelse er særdeles kort og kan sammenfattes i de to retoriske spørgsmål, som Jesus stiller: Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?
Disse spørgsmål kommer i forlængelse af formaningen om at udvise barmhjertighed og om ikke at dømme. Hvem kan vise vej, hvis vi alle sammen er blinde? Det hører vores menneskeliv til, at vi ikke altid formår at gøre det gode. Det gode, vi vil, gør vi ikke, og det onde, som vi ikke vil, det gør vi, siger Paulus i et af sine breve. Ingen kan sige sig fri af dette livsvilkår, og når ingen kan sige sig fri, er der heller ikke nogen, der har en særlig ret til at dømme eller fordømme andre. Erkendelsen af dette livsvilkår kalder ikke på dommen og fordømmelsen, men snarere på barmhjertighed og tilgivelse.
Grundtanken er, at ingen er fuldkommen. Ordet ”Fuldkommen” kommer af det græske teleios og er en betegnelse, som bruges om det at være i mål, at være nået frem til rette sted. Modsætningen hertil er harmatia, som er det græske ord for synd. Oprindeligt er harmatia et gammelt udtryk, som bueskytterne brugte om det, at ramme ved siden af skiven. Synd er således ensbetydende med at ramme ved siden af, og eftersom ingen er fuldkomne, vil vi alle sammen fra tid til anden opleve, at vi trods store anstrengelser og godt sigte alligevel ikke rammer bulls eye.
Med dette i mente stiller Jesus det sidste spørgsmål: Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget? Det er et spørgsmål, som kalder på en selvransagelse, en refleksion over den måde, som vi selv agerer på i forhold til vores omgivelser. Håbet er, at refleksionen giver anledning til en større selvindsigt. Hvad er min egen rolle i det her? Hvordan interagerer jeg med min omgivelser? Hvori ligger mit ansvar? Hvor rammer jeg ved siden af? Det er lige præcis de spørgsmål, som David ikke stiller i kølvandet på Natans fortælling om den rige mand og lammet.
Davids mangel på selvindsigt skriger til himlen. Han tager ikke fortællingen ind. Han gør den ikke til sin egen. I stedet vender han det fordømmende blik ud ad og holder situationen ud i strakt arm. Det her har bestemt ikke noget med mig at gøre. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at gøre noget så slemt. Der er bestemt ikke nogen bjælke i mit øje. Jeg ser klart og tydeligt, og derfor kan jeg også sagtens se splinten i den andens øje.
At vi på en og samme tid ser splinterne i hinandens øjne uden at lægge mærke til vores egne bjælker, er et tilbagevendende tema i fortællingen om Jesus. Det er ofte et tema i hans forkyndelse, hvor han på den ene side fastholder formaningen om, hvad vi i den ideelle verden burde gøre, men han har også barmhjertigheden med, når vi rammer ved siden af.
I Johannesevangeliet kan vi til eksempel læse fortællingen om kvinden, der gribes i ægteskabsbrud. Kort fortalt: En kvinde gribes i ægteskabsbrud, og en gruppe mænd gør klar til at stene hende for forseelsen. Ligesom kvinden befinder Jesus sig også i en udsat position. Farisæerne og de skriftkloge, som grundlæggende er bange for Jesus, forsøger hele tiden at fange ham på det forkerte ben, så de kan få ham dømt til døden. I forsøget herpå sætter de ham på prøve: Moses har sagt, at den utro kvinde skal stenes til døde, hvad mener du, Jesus?
Svaret kommer prompte: Den af jer, som er uden synd, kan jo kaste den første sten. Et på alle måder afvæbnende svar, som giver anledning til en refleksion og større selvindsigt. Mændene får øje på deres egne bjælker og indser, at de bestemt ikke befinder sig i en position, som gør dem berettiget til at fordømme kvinden. Det gør Jesus heller ikke. Han stiller sig ikke overfor med en stor sten, men ved siden af hende. Han ser ikke på hende med det fordømmende blik, men med barmhjertighed. Samtidig holder han fast i formaningen. Jeg fordømmer dig ikke, for jeg er også der, hvor du er. Men gå herfra og synd ikke mere. Med andre ord, forsøg at hold dig indenfor skiven, velvidende at rammen for vort liv med hinanden er Guds barmhjertighed og nåde.
Guds barmhjertighed og nåde kan vi leve på. Den må være udgangspunktet for den måde, som vi møder hinanden på. Barmhjertigheden og nåden må vi forsøge at holde fast i og kontinuerligt vende tilbage til – også når det er rigtig svært. Indenfor moderne ledelse taler man ofte om konflikttrappen. Det er en teori om, hvordan konflikter mellem mennesker optrappes over tid. Det begynder med en stille irritation eller uenighed, som over tid vokser sig kæmpestor, hvis ikke vi forsøger at modvirke optrapningen. Evangeliet til i dag taler direkte ind i den situation, fordi den giver anledning til en refleksion og større selvindsigt. Hvad er min egen rolle? Hvor stor er min egen bjælke i det her, og hvad kan jeg selv gøre for at ændre situationen til det bedre? Samtidig besinder den os på, at barmhjertigheden og nåden er givet af Gud og som sådan må gå for ret. Guds barmhjertighed og nåde er vi grundlæggende fælles om, og det som vi er fælles om, det både kan og skal vi også dele med hinanden. Amen.
Kommentarer