02/07/2024 0 Kommentarer
Hvor Gud er, kan vi også være!
Hvor Gud er, kan vi også være!
# prædikener

Hvor Gud er, kan vi også være!
EVANGELIET
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
PRÆDIKEN
Vi kan jo ligeså godt begynde med at nævne elefanten i rummet. Mange af jer har sikkert allerede enten læst det på facebook eller hørt det ad omveje. Jeg har fået en ny stilling i Treenighedskirken i Esbjerg fra 1. september, og der sker rigtig meget i mit liv lige nu. Det er en tid, som er forbundet med stor glæde, men også med en god portion vemod. Det har ikke været nogen nem beslutning at søge væk herfra. Til trods for de udfordringer, som viste sig særligt i begyndelsen af min ansættelse, så har jeg været utrolig glad for at være jeres præst, og jeg er utrolig stolt af det, som jeg sammen med menighedsrådet og vores dygtige medarbejdere har præsteret her i vores relativt nye tresognspastorat. Da jeg kom hertil, var sammenlægningen af de to gamle pastorater en næsten ny ting og der var mange reminiscenser af det gamle.
Ved min ankomst var der stadig to selvstændige og fuldt funktionsdygtige menighedsråd. Der var to personalegrupper, to kulturer og begge sogne havde hver sit årshjul med sine helt egne traditioner. Med tiden har vi fået flettet de to enheder sammen på en rigtig fin måde. Første skridt var sammenlægningen af de to gamle menighedsråd, som menighederne selv stemte for, og sidenhen er der blevet udviklet nye fælles arbejdsgange, og etableret en fælles platform for intern og ekstern kommunikation. Alle arbejder nu på kryds og tværs af de gamle sognegrænser og der arbejdes ud fra målsætningen om, at kirken fortsat skal være til stede i alle tre sogne. Håbet er så, at jer i menigheden vil følge præst og personale med rundt til de tre kirker, og gøre brug af det samlede tilbud i hele pastoratet. Det synes jeg også, at vi i det små er ved at lykkes med.
Men det har ikke været uproblematisk. Det er en proces, som set fra sognenes perspektiv har været forbundet med mange følelser, med en skepsis og en uvished. Hvad er det for et sammenskudsgilde, vi nu er blevet indbudt til eller snarere påbudt at deltage i? Med det høje antal gæster til denne nye fest er det også nærliggende at få den tanke, at dette sydfynske sammenskudsgilde sikkert bliver alt for stort og upersonligt. Gad vide om den mad, de to andre sogne serverer er lige så god som vores egen? Og hvad med musikken? Mon der kun levnes plads til det tunge, det træge og det kedelige, eller vil vi stadig kunne synge med på de fleste salmer og sange? Spørgsmålene er mange, og uvisheden har med rette været stor.
De skeptiske spørgsmål, som affødes af uvisheden, er ikke kun aktuel, når to små, hver for sig velfungerende pastorater samles til et stort. Når vi står ved en skillevej og skal tage en stor beslutning om vores videre færd, er det nærliggende at stille en række skeptiske spørgsmål. Hvad er det for en fest, jeg møder, hvis jeg lige om lidt går ind ad døren til højre? Hvordan er festen inde bag døren til venstre? Og hvad sker der, hvis jeg blot vælger at blive hængende ved den fest, som allerede er godt i gang, og hvor jeg i øvrigt har en god fornemmelse for, hvad der kommer til at ske?
Det er store spørgsmål, og på den korte bane ville den letteste løsning helt klart være at undskylde sig overfor værterne. Jeg kan desværre ikke alligevel. Der er noget andet, jeg skal. Der er noget her hos mig, som pt. er langt vigtigere og som ikke kan klares uden mig. Det er den gode undskyldning, som altid kan bruges til at retfærdiggøre vores valg om at blive stående, hvor vi er og sige nej til de indbydelser, som dumper ind ad brevsprækken. Men, kunne vi spørge, hvor efterlader det os henne på den lange bane?
Der er nogen, der siger at undladelsessynderne er de værste. Når vi i kirken taler om synd, bliver det meget hurtigt moralsk, og ofte handler det om alle de ting, vi ikke bør gøre, men som vi alligevel kommer til at udsætte hinanden for. Synd er set fra dette perspektiv lig med en forkert handling, som vi aktivt foretager os. Men synd kan også være forbundet med det, vi undlader at gøre. Og det er den værste form for synd, fordi den kan give anledning til fortrydelse og en situation, som ikke kan gøres om. Ved ikke at foretage os noget, ved at sige nej til det, der byder sig til, risikerer vi at blive skiftet ud på bænken og dermed at blive en passiv tilskuer til livet og den kamp, der udspiller sig inde på banen.
Ved samtaler i forbindelse med dødsfald bliver den dødes liv genfortalt og der gøres også status over det levede liv. ”Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?”, spørger de pårørende med nationalskjaldens stemme i baghovedet. Det er spørgsmål, som vi ikke nødvendigvis finder svar på, men de presser sig alligevel på, og vi stiller dem også til os selv i det liv, vi lever netop nu. Får vi set det, vi vil? Får vi hørt vores melodi? Vi vil jo helst gerne have mest muligt ud af livet, og de valg, vi træffer skulle gerne bidrage til, at denne målsætning realiseres. Det værst tænkelige scenarie er at sidde tilbageskuende på plejehjemmet og tænke, at vi på nogle bestemte tidspunkter måske skulle have været lidt mere modige og have sagt ja i stedet for nej.
Bedre bliver det ikke, hvis vi i bagklogskabens klare lys begynder at fantasere om, hvordan vores liv kunne have udfoldet sig, hvis vi på bestemte tidspunkter havde haft modet til at gå ind ad en helt ny vej. Mon vi så havde set det, vi ville? Mon vi så havde hørt vores melodi? Det er rammende spørgsmål, som helt sikkert vækker en genklang hos os. Men vi får sjældent svar, og når det kommer til stykket, er det heller ikke sikkert, at vi egentlig har lyst til at høre sandheden.
Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi? Spørgsmålene bliver stående i det afmægtige og modløse, og de melder sig ofte der, hvor modet og styrken til at sige ja til Herrens indbydelser, er eller har været fraværende.
Måske er det egentlig den situation, som evangeliet til i dag taler ind i. Evangeliet vil os noget. Det vil have os til at sige mere ja end nej til de indbydelser, der kommer ovenned. Det kan godt være, at den næste fest på nogle punkter ikke bliver helt magen til den forrige. Ofte vil der være noget og især nogen, som vi kommer til at savne, men måske kan det nye noget andet. Måske åbner der sig nye muligheder og nye relationer, som vi set med bagklogskabens klare lys på ingen måde ville ønske os at være foruden. Det må vi hele tiden holde os for øje, og vi må også holde os for øje, at Gud selv er med ved alle de fester, som vi bliver indbudt til, og der hvor Gud er, kan vi også være.
Amen.
Kommentarer