02/07/2024 0 Kommentarer
Bryd tavsheden!
Bryd tavsheden!
# prædikener

Bryd tavsheden!
BRYD TAVSHEDEN!
Prædiken 7. s. e. trin 2022
Brudager Kirke, 31. juli 10:30
Tekster: Præd. 3,1-11; Rom. 8,1-4; Matt. 10,24-31
Salmer: 18, 417, 512, 46, 786 v. 3-4, 52
Evangeliet til i dag er taget fra udsendelsestalen hos Matthæus. Vi dumper ned midt i den tale, som Jesus holder for sine disciple inden, han sender dem ud i verden for at forkynde det glade budskab. Udsendelsestalen rummer en række formaninger om, hvad de skal gøre. De skal kort og godt forkynde at Himmeriget er kommet nær. De skal helbrede syge, gøre spedalske rene, de skal drive dæmoner ud – og de skal gøre det gratis. Som Jesus siger: I har fået det for intet – giv det for intet. Hvad de selv har modtaget, skal de nu ud og give videre til andre. Udover disse meget konkrete anvisninger, får de også at vide, hvordan de skal forholde sig til dem og det, som de vil møde på deres vej. For det bliver ikke nogen dans på roser at forkynde evangeliet. Jesus forbereder dem på, at der vil være modstand på de steder, hvor de indfinder sig. De vil blive forfulgt, blive stillet for dommeren, blive dømt til pisk og henrettelse. Det er sin sag at gå i Herrens fodspor og forkynde evangeliet. Det er i den sammenhæng, at Jesus i dag formaner dem til ikke at frygte. I stedet skal de gå frimodigt og trodsigt til værks. Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares. Hvad der siges i mørket, skal frem i lyset.
Udsendelsestalen bærer tydeligt præg af, at den er blevet til i en tid, hvor de første kristne menigheder havde særdeles vanskelige vilkår. Indgydelsen af håb, mod, frimodighed og trodsighed i de første kristne var nødvendig, fordi de levede under et kæmpe pres. De blev forfulgt, og der var ofte strid og splid. De kristne menigheder var ofte i konflikt med det omkringliggende samfund. Det var på denne tid livsfarligt at bekende sig til Kristus. Set i det lys, er det vanskeligt at relatere til dagens evangelium, fordi vi på ingen måde deler de vilkår, som var dengang. Ganske vist er der stadig kristne rundt om i verden, der bliver forfulgt og slået ihjel på grund af deres tro, men det sker heldigvis meget sjældent på vore breddegrader. Med de første kristne, er vi, som teologen Mogens Lindhardt siger, slet ikke på niveau, hvad udsathed og krise angår.
Fortællingen om de første kristnes udfordringer i deres samtid er altsammen historie, som vi kan læse om i historiebøgerne. Det, som jeg i dag hæfter mig ved, er Jesu ord om, at der intet hemmeligt er, som ikke skal åbenbares og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Det, der siges i mørket, skal frem i lyset. Vi lever i en tid, hvor skeletterne vælter ud af skabet. Der er modige mennesker, som stiller sig offentligt frem og fortæller om alt det hemmelige, der sker i mørket – alt det, som ingen vil være ved, men som alligevel er der. Det, som indtil nu kun er blevet hvisket i ørene, bliver i disse tider råbt ud fra tagene, så ingen længere er i tvivl om, hvad der foregår.
Med jævne mellemrum er der mennesker, som råber vagt i gevær. De kan fortælle grusomme historier om krænkelser og tavshedskulturer, hvor alt det slemme bliver gemt langt væk ind under det berømte gulvtæppe. Ligesom disciplene, der sendes ud i verden for at forkynde himmerigets komme, så har deres sandhedstale en pris. Mange elever på Herlufsholm vægrede sig ved at stille sig frem, fordi de frygtede at blive gjort ”social død”. Truslen om denne sociale henrettelse fik således disse unge mennesker til at holde sig tilbage, og det er ikke kun noget, der sker på kostskolen. Det sker i alle de steder, hvor der hersker en eller anden form for tavshedskultur.
For langt de fleste er det derfor en tid til at tie og ikke særlig meget tid til at tale, for den der taler, løber samtidig også en stor risiko. En risiko for udstødelse, foragt og for ødelæggelse af alle fremtidsmuligheder. Det seneste eksempel har vi fra Det danske forsvar, hvor en række kvindelige soldater stillede sig frem i en tv2-dokumentar og talte om de overgreb, som de har været udsat for, men som de indtil nu har holdt hemmelig af frygt for de konsekvenser, som det kunne få, hvis de gik ud i offentligheden med det. I januar måned var det de københavnske præster i den danske folkekirke, som ønskede et opgør med den tavshedskultur, der også findes indenfor vore egne vægge og som desværre ofte resulterer i et dårligt arbejdsmiljø.
Hemmelighedskræmmeriet findes alle steder og dårlige kulturer, herunder tavshedskulturen findes også alle steder. Vi lader stå til, og vil helst ikke være den, der sætter lavinen i gang. Vi går ikke ind i de debatter, som kunne skabe mærkbare forandringer både for os og dem, der kommer efter. ”Behøver det lige at være mig, der skal ofre mig på forandringens alter?”, spørger vi os selv, mens vi snakker videre i krogene om alt det, som alle gerne vil have lavet om, men som ingen tør tale åbent om i fuld offentlighed. Set fra vort personlige perspektiv er det ikke tiden til at tale frit. Ej heller tid til at rive ned og bygge op – og det er slet ikke en tid til at miste det, vi allerede har fået givet. For vi tør ikke!!!
På græsk findes der et ord for den frie tale, parrhesiazomai. Direkte oversat betyder det egentlig at tale sandt. Fri tale er således også afslørende tale – og det er netop denne afsløring, som de fleste frygter, fordi det kan gøre ondt – både på den, der afslører sandheden og dem, som bliver afsløret. Da Kristus åbenbarede sandheden om os mennesker på korset, gjorde det ondt på ham. Ligesom det også gjorde ondt på os, fordi vi i synet af den lidende frelser bliver konfronteret med alle de skyggesider, som vi mennesker har. Vi håner, fornægter og bedrager. Vi vasker vore hænder og undviger vort ansvar.
Men den afslørende sandhedstale er også det, der bringer os videre i teksten. Hvor var vi henne, hvis ikke der på afgørende tidspunkter i historien, var modige mænd og kvinder, som turde stille sig op og tale frit og tale sandt om de gældende forhold. Hvis Luther tilbage i 1517 ikke havde stået ved det, som han havde sagt og skrevet, ville kirken i dag være helt anderledes. Hvis ikke oplysningstidens og demokratiets forkæmpere havde stået fast og talt frimodigt om de vilkår, som herskede i 17-1800-tallet, ville vi i dag være et helt andet sted, end hvor vi er nu. At vi tør tale frimodigt om de vilkår, som vi lever med og under, er således helt afgørende for, at vi også herfra kommer videre.
Lad os derfor dvæle en stund ved det, Jesus siger i dag: Frygt ikke. Der er intet hemmeligt, der ikke skal åbenbares og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.
I Jesu navn, det ske. Amen.
Kommentarer